fredag den 19. juli 2013

Sommerkavalkade - et overflødighedshorn af gode oplevelser..

Ramsløg aioli og chilispegepølse fra Hr. Skov i Blåvand. Den lækreste delikatessebutik

Små hjemmelavede pølser med forskelligt krydderi fra Hr. Skov i Blåvand

Belgisk vaffel med is og chokoladesovs = sukkerchok:-)

Picnic på stranden med dejligt selskab, pizza og rabarbertrifli




Bryllupsdag på Henne Mølle Å Badehotel - Super dejligt sted med lækker mad og skøn stemning

Lækre unger med ude at spise

Indbagt is til dessert

Børne isdessert

Jordbærkoldskål, jordbærsorbet og brownie - så lækkert!


Nachos


Dejlig kold rosé i dejlig varmt vejr
 
 
 
Håber, jeres sommer er ligeså skøn! :-)

Rabarbercrumble med muscovadosukker


De sidste syltede rabarbere, blev brugt til en lun rabarbercrumble - altså rabarbere i bunden og så en smuldredej ovenpå. Jeg brugte moscovadosukker i stedet for almindeligt, og det gav en lækker karamelliseret smag. Der kan også bruges havregryn i stedet for noget af melet. 

Du skal bruge:

1 portion Syltede rabarbere
125 g smør
125 g moscovadosukker
125 g mel
100 g hvid chokolade
1 håndfuld mandelsplitter

De syltede rabarbere lægges i bunden af et ildfast fad.
Smørret skæres i små stykker, og æltes med fingrene sammen med sukker og mel.
Det skal blive til en ensartet masse.
Massen smuldres ovenpå rabarberne. Chokoladen hakkes groft og drysses ovenpå sammen med mandelsplitter.
Bages 20-25 minutter ved 180 grader. (til den er gylden).

Serveres lun med creme fraise eller flødeskum


tirsdag den 16. juli 2013

Rabarbertrifli

På vores sommerhustur spiste vi en dag på stranden. Til dessert lavede vi den nemmeste rabarbertrifli, der blev lagt sammen i glas, pakket ind i staniol og medbragt i køletaske.




Til 4 portioner skal du bruge følgende:

Syltede rabarbere - Ca. 1/2 portion afhængig af glassenes størrelse
Ca. 100 g makroner
1/4 literpiskefløde
Vaniljesukker

Pisk fløden og smag til med vaniljesukker. Knus makronerne. Læg rabarbere, makroner og fløde i lag i glasset - gerne nogle timer før servering.

Tip. det vil absolut være en fordel at stænke makronerne med lidt portvin.

Smagte fantastisk -ikke mindst tilskyndet af udsigten:-)


mandag den 15. juli 2013

Eton Mess - en fantastisk rabarberdessert

Som jeg skrev i blogindlægget i går, blev der lavet flere forskellige rabarberdesserter og kager på vores sommerhustur.



Eton Mess er en engelsk dessert, der normalt laves på jordbær og fløde, der rodes sammen med marengs.

Min version blev lavet med hjemmesyltede rabarbere, rigtig god vaniljeis, chokolademarengs og cremefraise -og hvilken oplevelse!
Den syrlige rabarber sammen med fed creme fraise, hvinende sød marengs og en god, smagfuld vaniljeis

Til 6 portioner skal du bruge følgende:

1 portion syltede rabarbere
2 store chokolademarengs købt ved bageren
250 ml. creme fraise 18%
1 pakke god vaniljeis (ca. 1 liter)

Isen hakkes i stykker, marengsen knuses, og det hele røres sammen med rabarber og creme fraise i en stor pærevælling og deles ud på tallerkner. Pynt med lidt rabarber og marengs på toppen


søndag den 14. juli 2013

Sommer, sol og tid til gode madoplevelser

Så er jeg tilbage! Min familie har ferie, og vi har været i sommerhus nogle dage.
Jeg havde besluttet at lave blogindlæg på forhånd, som bare skulle udgives, men i pakning, feriekuller og praktiske oplevelser, druknede de gode intentioner.


Men nu er jeg som sagt på igen - mange dejlige (mad) oplevelser rigere.
En god madoplevelse betyder ikke altid hjemmelavet mad - heller ikke luksusmad, dyrt mad eller noget helt vildt fancy - til gengæld kan et simpelt måltid eller en pizza forvandles til en totaloplevelse, hvis man bare nyder det, omgivelserne og selskabet. Og hold da op, det har vi gjort!
Ferie er jo for alle, og når vejret er godt, er det altså ikke meningen, man skal stå i køkkenet hele dagen - men også ind i mellem slippe tøjlerne og tage de oplevelser, der nu kommer.
I sommerhuset stod der en del rabarbere, der trængte til at blive brugt. Og derfor kommer der de næste dage nogle forskellige rabarberopskrifter, som blev testet.



Alle tager udgangspunkt i syltede rabarbere, og grundopskriften er som følger:
500 g rabarbere, skåret i tykke skiver á ca. 2 cm.
250 g sukker
Korn af 2 vaniljestænger
4 -5 dl. vand

Hæld vand, sukker og vaniljekorn i en gryde, og få det til at koge.
Når blandingen koger, puttes rabarberne i, og de koges et par minutter.
Sæt derefter blandingen inkl. lagen på køl, og lad det stå natten over.

Næste dag har du de flotteste lyserøde rabarberstykker - der kan bruges til desserter, kager, is mv.


fredag den 5. juli 2013

Nem frokost af det, der er i køleskabet

Lige lidt nemt sommerinspiration til frokost, hvis man er hjemme en dag.



Jeg er vild med grillede auberginer - og lige for tiden, hvor de er billige, laver jeg dem flere gange om ugen.

Min frokost den anden dag, bestod af følgende:
Ca. 1/2 grillet aubergine
Parmaskinke
Humus
Lidt cherrytomater

Skær auberginen i skiver eller strimler, og pesl dem let med olie og drys med lidt salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader, til de er mørke, uden af være brændte.
Brug færdige dåse kikærter, og blend dem med salt, citronsaft, lidt spidskommen, vand og lidt olivenolie.
Anret på tallerken og sever:-)

Nemt, hurtigt og lækkert.

tirsdag den 2. juli 2013

Studenterlagkage med mazarinbunde, hyldeblomst og jordbær

I weekenden var vi til studenterfest ved min søde kusine, og vi havde en kage med til kaffen. Det skulle være noget frisk og sommerligt, da der var en del chokolade i desserten.


Derfor blev det et match af forskellige uafprøvede ting. Da jeg ikke selv er så vild med lyse sukkerbunde, blev det i stedet mazarinbunde. Fyldet blev en mousse med hyldeblomst og en hvid chokolademousse med vanilje og friske jordbær. Derefter blev den smurt hurtigt op med en citronsmørcreme og pyntet med store stykker hvid chokolade, friske jordbær og bånd.

Til 1 kage i springform, skal du bruge følgende:

150 g marcipan
150 g sukker
150 g smør
3 æg
75 g mel
Skal af 2 lækre øko citroner
2 vaniljestænger

Sukker, marcipan, citronskal og vanilje røres med en håndmixer eller i en køkkenmaskine, til en ensartet masse. Smørret røres blødt og røres derefter sammen med sukkermassen. Æggene røres i et efter et, så det hele er en luftig masse, og til sidst piskes melet i.
Mazarinen bages i en springform ved 150 g i ca. 35 minutter.
Bages gerne 2 dage før servering.

Samme dag laves de to mousser, så de kan sætte sig, inden kagen samles.

Hyldeblomstmousse:
4 blade husblads
2 pasteuriserede hele æg
125 g sukker
1,5 dl hyldeblomstsaft (koncentreret)
1/4 liter piskefløde
Skal af 1 øko citron

Æg og sukker piskes op ca. 10 minutter, så det bliver en sammenhængende, luftig og klistret masse. Citronskallen røres i.
Husbladsen sættes i blød10 minutter i koldt vand.
Hyldeblomstsaften opvarmes og husbladsen opløses i den varme saft. Dette piskes sammen med æg- og sukkerblandingen ved lav hastighed, og moussen stilles på køl natten over.
Dagen efter piskes fløden til skum. Den afkølede mousse piskes let, og blandes sammen med flødeskum. Det piskes til massen er ens og uden klumper og er herefter klar til brug.

Hvid chokolademousse med friske jordbær
1/4 liter piskefløde
75 g hvid chokolade
1 vaniljestang
Friske jordbær
3 blade husblads

Husbladsen lægges i blød i koldt vand.
Chokoladen hakkes fint og lægges i en skål.
Flødes opvarmes til den næsten koger og halvdelen hældes over den hvide chokolade. Rør til massen bliver fin og blank. Tilsæt derefter resten af fløden, put husbladsen i og rør igen. Sæt moussen på køl til dagen efter. Læg film direkte ned på moussen i stedet for låg på skålen, så der ikke dannes kondens.
Dagen efter skrabes kornene ud af vaniljestangen, og disse tilsættes mens moussen hurtigt piskes op. Skær derefter jordbær i små stykker og rør dem i mousse.

Samling af kagen - gerne dagen før servering:
Den helt kolde kage deles i 3 bunde med et stykke sytråd.
Springformen fores med husholdningsfilm og den første bund lægges i. Herefter lægges et lag hyldeblomstmousse. Den anden bund lægges på og den hvide chokolademousse lægges på. Til sidst lægges den sidste bund på.
Det hele pakkes ind i film og sættes på køl.

På serveringsdagen:
Kagen lægges på serveringsfadet og smøres let på top og sider med en smørcreme:
100 g smør
100 g flormelis
citronsaft

Hvid chokolade smeltes over vandbad og glattes ud i et jævnt lag på en plade med bagepapir. Pladen sættes i køleskabet en times tid, til chokoladen er godt stiv.

Jordbærrene renses og skæres i stykker.
Chokoladen skæres eller brækkes i brud og sættes på siden af kagen.
Kagen pyntes med jordbær på toppen.

Marcipansmagen fra kagen, den søde hyldeblomst og det syrlige citronskal, samt jordbær/hvid chokolade blandingen går rigtig godt i spænd - virkelig en lækker sommerkage:-)