mandag den 16. september 2013

Fødselsdagskage med kirsebærcreme og nutellamousse


Sidste torsdag blev min kære mand 30 år. Det blev egentlig fejret med maner for et par weekender siden, men selve dagen skulle også markeres.
Derfor kom der lidt gæster og maden bestod af hjemmebagte brød, pulled pork, salat, creme fraise dressing og en tomat/løg/peber sauce med chili.

Selve maden fik jeg ikke taget billeder af, men til dessert og kaffe fik vi en stor kage, og den blev der taget billeder af:-)


Kagen bestod af mazarinbunde med citron, en kirsebærcreme, en nutellamousse og pyntet m
 
ed frugt, kitkat og skumfiduser. Den blev super god, og der var så meget kage, at mandens arbejde aftog resten dagen efter.


Jeg vil skyde på, at der ca. er kage til 30 personer, så man kan selvfølgelig selv vurdere størrelsesforholdet. Denne er lavet i en form på ca. 25 x 34 cm.


Mazarinkage
375 g marcipan
375 g sukker
375 g smør
8 æg
190 g mel
Skal af 3 lækre øko citroner
Saft af 2-3 citroner
3 vaniljestænger
Sukker, marcipan, citronskal og vanilje røres med en håndmixer eller i en køkkenmaskine, til en ensartet masse. Smørret røres blødt og røres derefter sammen med sukkermassen. Æggene røres i et efter et, så det hele er en luftig masse, og til sidst piskes melet i.
Mazarinen bages i en form ved 150 g i ca. 35 minutter eller til kagen virker bagt - husk, den skal være lidt klæg.
Bages gerne 2 dage før servering.

Kirsebærcreme

200-300 g udstenede kirsebær eller 1 glas kirsebærsauce
1/2 liter piskefløde
150 g hvid chokolade
5 blade husblas




Kog kirsebærrene op med lidt sukker, citron og vanilje, og køl det ned.


Når kirsebærrene er kølet ned, lægges husblassen først i en skål med vand ca. 10 min. Herefter varmes piskefløden op til kogepunktet. Den hvide chokolade hakkes fint og puttes i en skål. Når piskefløden er lige ved kogepunktet, hældes ca. 2/3 dele af fløden over den hvide chokolade. Lad det stå er øjeblik, og rør så massen, til den bliver fin og blank. Hæld derefter den sidste rest fløde i, og vrid husblassen og vand, og læg bladene i en efter en under omrøring. Læg film helt ned på cremen og sæt den i køleskabet til afkøling.
Lad gerne både kirsebær og creme stå på køl natten over. Når de begge har sat sig, piskes de op i en skål sammen, og cremen er klar til brug.

Nutella mousse

3 dl fløde
1 dl Nutella

Opvarm ca. 0,5 dl fløde i en gryde, og rør nutellaen ud i. Pisk resten af fløden og vend den varme Nutella/fløde blanding i. Lad moussen sætte sig nogle timer, inden en puttes i kagen.

Saml kagen - gerne dagen før - og pynt den dag, den skal serveres.

God fornøjelse:-)






tirsdag den 3. september 2013

Kalvemørbrad i rødvinsmarinade

Hos os bruges grillen flittigt, sommer som vinter.
Sidste uge besluttede vi, at vi ville grille en kalvemørbrad fra fryseren lørdag, som afslutning på en travl uge.
Meeen som sædvanligt gik intet efter planen. Lørdag tog vi på hybenjagt over middag, og var først hjemme igen lige før spisetid. Med en 2 årig fungerer det ikke, at strække middagen til kl. 20, så mørbraden fik lov at soppe videre i sin rødvin, og vi endte med rugbrødsmadder.



Søndag skulle kalven så på grillen, og den blev intet mindre end fantastisk.
Efter 2 døgn i rødvindsmarinade, kunne det i forvejen møre kød, nærmest tygges med øjenbrynene.

 
Kødet var helt perfekt - blev først brunet på grillristen, og derefter lagt over indirekte varme. Der blev sat stegetermometer i den tykkeste del af kødet, og da temperaturen ramte 58 grader, var den helt perfekt.
Gennemstegt i den tynde del og sprød skorpe, og lækkerlyserød i midten i den tykke ende af mørbraden.
Kødet blev serveret med saltbagte kartofler, og en rest af salat og dipper fra lørdagens frokost -helt fantastisk søndagsmad!



Opskriften på rødvinsmarinaden kommer her:

1 kalvemørbrad
1 flaske rødvin 

Saft af 2 store citroner
4 spsk. mørk muscovadosukker
1 spsk. honning
5 fed hvidløg
2 tsk. Chiliflager
Salt
Peber

mandag den 2. september 2013

Høstmarked - et aktivitets- og inspirationscenter for store og små

I weekenden blev der afholdt høstmarked på en række af landets økologiske bondegårde. Vi blev enige om at tage regnjakker på og køre en tur ud at kigge på en af gårdene  - altså bare ganske kort, da vores datter skulle hjem at sove til middag til tiden efter en hektisk uge.
Ja altså -det var bare så hyggeligt for os alle, så vi blev der i 2,5 time, kom alt for sent hjem, men alle havde en super hyggelig dag!

Vi kom hjem med ovenstående: øl, mel, maltøl eddike, rødbeder, chaithe og honning med smag af kanel, ingefær, kako/mint og lakrids.

Vi valgte at tage til Sall uden for Hammel, hvor der ligger et økologisk fritidslandbrug med gårdbutik.
Der var halmborg, hvor både børn og voksne kunne kravle igennem og ovenpå, åbent drivhus til inspiration, tur med traktor og vogn ud på marken til køerne og flere andre småaktiviteter.
Derudover var der gårdens egne lækre gårdbutik Viktualia, der solgte øko pasta, the, mel, sæbe, hjemmeavlet kød, øl, brændevin, loppefund og meget meget mere. Et super hyggeligt sted!
I dagens anledning var der indrettet cafe i laden, hvor man kunne købe koldt hævede boller, varme vafler, kager, kringle, varm chili con carne, øko smoothie og andre småting til yderst favorable priser.
Der var andre udstillere, der solgte honning med forskellig smag, smykker, hjemmeavlede forskellige rødbeder og kartofler og planter.
Jeg er overtalt - vi skal helt sikkert af sted næste år igen:-)

Her kommer lige lidt billeder fra begivenheden


















søndag den 1. september 2013

Bondeboller med maltsirup - der ikke skal hæve i en uendelighed:-)

Kender du det der med, at man lige pludselig får lyst til hjemmebagte boller? og at alle yndlingsopskrifterne skal hæve min. 12 timer på køl eller over flere dage. Misforstå mig ikke -herhjemme er der ingen tvivl om, at for eksempel Meyers brødopskrifter, der ofte er 3 dages projekter, topper i kvalitet. Men har man en god bolleopskrift, kan man sagtens bage lækre, smagfulde og sprøde boller inden for et par timer - også uden surdej.



Min yndlingsopskrift udspringer af Bondebrød fra Mors -en opskrift fra en af Amos bagebøger. Den er ændret undervejs, efter hvad vi synes fungerer bedst.
Der er blandt andet tilsat maltsirup, da de give en lækker karamelliseret smag i brødet.

Til en pladefuld boller ( 12-16 stk.) , skal du bruge følgende:

600 g hvedemel
100 g groft rugmel
100 g fuldkornsspeltmel
100 g havregryn + 1,5 dl. vand
4 dl. ymer
2 spsk.  groft salt
3 dl varmt vand
50 g gær
1/2 dl. olivenolie
1 spsk. honning
 3 spsk. maltsirup
Evt. 100 g kogte perlerug

Kog havregrøden op med vand til en grød og tilsæt salt.
Varm de 3 dl. vand og opløs gæren heri. Tilsæt ymer, havregrød, honning, olivenolie og maltsirup. Ønsker man lidt ekstra bid, er det også her man tilsætter de 100 g. perlerug. Eller ris, perlespelt eller andre rester fra køleskabet.

Bland først de grove meltyper i og ælt til sidst hvedemelet i. Hold lidt af melet tilbage, da man først til sidst kan vurdere om der skal bruges mere eller mindre mel, afhængig af dejens fugtighed. Når dejen er æltet godt, sættes den til hævning 30 minutter.

Form derefter dejen til boller, og lad dem hæve 20-25 minutter igen, inden de pensles med æg og bages i ovnen. De skal bage 20-25 minutter ved 200 grader.