torsdag den 27. juni 2013

Laksedeller med snert af sommer

Selvom vejret lige nu ikke er så sommerligt, kan maden jo godt være det.
I går fik vi laksedeller - super nemme, lækre og gode at lave sammen med børnene.
Min datter på 2 hjalp med at røre farsen, og synes det var helt fantastisk at hjælpe, røre, smage og til sidst se det færdige resultat -hun spiste en del:-)

Du skal bruge:
500 g laks uden skind og ben
1 løg
1 æg
Salt
Peber
Olie til stegning

Hak laksestykkerne fint og riv løget på et rivejern. Bland laks, løg og æg i en skål og put salt og peber i.
Lad gerne farsen stå et par timer inden stegning, så de får god smag.
Opvarm lidt olie på panden, og læg klatter af farsen på med en ske, når olien er stegeklar. Personligt kan jeg godt lidt at blande lidt avokadoolie med en anden olie, da de giver en lidt blød smag til fisken.
Steg dellerne nogle minutter på hver side, så de hænger godt sammen. Pas på ikke at stege dem for meget, da laks hurtigt bliver tørt.
Herhjemme blev de serveret med lidt rugbrød smurt med mayo, rød peber, nye danske agurkeskiver og friske radiser. Lækkert og nemt:-)

tirsdag den 25. juni 2013

Madmuffins med bacon, løg og ost

Madmuffins er den lidt sjove sammensætning af det salte og grove - i en kageform og med kagekonsistens. De smager dejligt, er nemme at bage og kan fryses ned, tages med og altid bruges som det lille ekstra spændende tilbehør.





Denne opskrift er med ristet bacon, løg, purløg og masser af ost. Der er lidt groft i, men med mængden af ost har de et ret bastant næringsindhold - og de smager herligt lune:-)

Denne opskrift er til 12 store muffins - eller ca. 20 i almindelig størrelse:

375 g hvedemel
200 g fuldkornsspeltmel
3 tsk. bagepulver
1,5 tsk. salt
7 æg
0,8 dl. flydende margarine
3,5 dl. yoghurt natural
250 g rød cheddar (evt. i blok, hvis man vil have store stykker i)
1 pk. stegt bacon
1løg i små tern
Purløg

Bland mel, bagepulver, salt og 2/3 af osten sammen.
I en anden skål blandes æg, margarine og yoghurt, og rør det i melblandingen.
Rør bacon, løg og purløg i, og put blandingen i det ønskede antal muffinsforme.
Drys med resten af osten og bag dem ca. 20 min. ved 200 grader.

De kan sagtens spises kolde, men smager altså bedst, når osten er smeltet.

god fornøjelse
 



søndag den 23. juni 2013

Oreo cheesecake med friske jordbær

Lørdag var der fødselsdag på programmet, og fødselaren er meget glad for kager og andre søde sager. Derfor skulle der eksperimenteres lidt med en god kage, han skulle have i overraskelsesgave.
Valget faldt på en Oreo Cheesecake - flødeost, Oreos, fløde, vanilje og friske jordbær. Inspiration er fundet her:kortlink.dk/cmnn .  Det kunne jeg altså overhovedet ikke stå for.

 
Bunden blev lavet af rester af müslibarer, der har ligget i fryseren et stykke tid. Den kan også sagtens laves af digestive kiks eller anden sprød kagedej.
Jeg går ind for at rester bliver brugt, og derfor blev min bund altså med både lidt hindbær og hvid chokolade, som müslibarerne var bagt med.

Du skal bruge følgende:

Bunden:
Ca. 200 g kiks eller anden kagerest
35 g brun farin
70 g smør
Lidt salt


Fyldet:
130 g hakkede Oreos
6, 5 dl. fløde
600 g flødeost
150 g sukker
Citronsaft efter smag
2 vaniljestænger eller alternativt rene vaniljekorn

Kiksene/kageresterne knuses. Smør og farin smeltes sammen og kageresterne røres i. Hvis man ikke bruger digestive, kan det anbefales at putte lidt salt i.
Glat massen i ringen af en springform. Det er smartest at sætte ringen uden bund på serveringsfadet, lægge en strimmel bagepapir indeni og så glatte bunden direkte derpå. Husk at få bunden helt ud til kanterne.
Sæt derefter bunden på køl ca. 1/2 time

Flødeost piskes med sukker, lidt citronsaft og vaniljekorn.
Fløden piskes og vendes sammen med ostemassen. Derefter røres de hakkede Oreos i.
Hæld massen i springformen, der står på kagefadet og glat overfladen. Sæt den derefter på køl natten over.

Kagen kan pyntes efter smag og behag. Lige nu er danske jordbær helt oplagte, og de giver en rigtig flot rød/hvis fødselsdagsfarve til anledningen:-)
Jeg pyntede med 100 g finthakkede Oreos og friske jordbær - super lækkert!

Det er en super lækker kage. Helt fantastisk med blød, cremet fyld. Lidt saltet bund, lidt vanilje og flødeostesmag i fyldet, bandet med den mørke smag fra Oreos. Efter min mening, må der godt være lidt mere bund, og det vil jeg prøve næste gang, den skal laves. MUMS!





Lige lidt billeder fra processen:

 

















fredag den 21. juni 2013

Stor festkage - med mousser, vaffelrør og friske bær

Jeg elsker mad i alle afskygninger -  lige fra snacks til forretter, lækkert tilbehør til desserter og svulmende kager. Dette indlæg skulle egentlig have været det første, for det er en kæmpe festlagkage - Meeeen, det er lidt langt, og derfor startede jeg med et andet.


I får her et billede og opskrift på en skøn og lækker festkage, der ligner en million.

Denne version er lavet med chokoladebunde, hindbærmousse, blåbærmousse, friske bær og vaffelrør.

Selvom den tager lidt tid at lave, er den ikke teknisk svær - så "go for it" :-)




Sørg for at have en stor bradepande med høje kanter, som kagen kan bages og efterfølgende lægges i lag i.

Kagen sætter sig bedst, hvis den lægges sammen min. 8 timer før pyntning og servering.

Dagen før den skal lægges sammen, laves mousserne, der skal indeni.

Hindbærmousse:
200 g hindbær
Korn af 1 vaniljestang
Ca. 125 g sukker (smag til inden det sidste puttes i)
Citronsaft eller lime
1/2 liter piskefløde
150 g hvid chokolade
5 blade husblas

Blåbærmousse
250 g blåbær
Korn af 1 vaniljestang
Ca. 125 g sukker
Citronsaft eller lime
1/2 liter piskefløde
150 g hvid chokolade
5 blade husblas

Hindbær, vanilje, sukker og citronsaft koges sammen til en masse. Smag til med mængden af citronsaft. Saften skal være kogt ind, så det er en tyk grød, der er tilbage. Stil grøden på køl et par timer, så det bliver stift.

Kog derefter også blåbærgrøden, der skal køles på samme måde.

Når begge er kølet ned, lægges husblassen først i en skål med vand ca. 10 min. Herefter varmes piskefløden op til kogepunktet. Den hvide chokolade hakkes fint og puttes i en skål. Når piskefløden er lige ved kogepunktet, hældes ca. 2/3 dele af fløden over den hvide chokolade. Lad det stå er øjeblik, og rør så massen, til den bliver fin og blank. Hæld derefter den sidste rest fløde i, og vrid husblassen og vand, og læg bladene i en efter en under omrøring.
Dette gøres både med hindbær- og blåbærmoussen.
Mousserne hældes i hver deres skål, og i stedet for låg, lægges der film over massen. Ikke på kanten af skålen, men helt nede på moussen, så der ikke kan dryppe kondens ned i massen. Lad dem stå på køl natten over.

På dagen, eller dagen før bages chokoladebundene - de skal nå at køle helt, inden de skal bruges.

Chokoladekage:
200 g mørk chokolade
250 g smør
6 æg
400 g sukker
300 g finthakkede mandler ( alternativt mandelmel, hvis man vil undgå "klumper")
150 g mel
2 tsk bagepulver
2 spsk vaniljesukker

Smør og mørk chokolade smeltes sammen i en gryde. I mens piskes æg og sukker luftigt.
De tørre ting røres sammen i en skål. Når chokolademassen er smeltet, røres den i æggemassen. Til sidst vendes de tørre ting og mandler i, og kagen hældes i en bradepande med høje kanter, der er beklædt med bagepapir. Bages ved 160 grader 30-45 minutter. Jeg kan desværre ikke huske den nøjagtige tid, men test med en kødnål, om den er gennembagt. Det er bedre at den er lidt tør end klæg, når den skal lægges sammen som lagkage.

Når chokoladekagen er helt afkølet, deles den i 3 lag. Dette gøres nemmest ved at ridse kanten rundt med en kniv og derefter trække en sytråd igennem. På den måde kan lagene laves lige tykke.


Hvordan kagen samles:
Den bradepande, der blev brugt til at bage kage i, beklædes med madfilm.
Læg et lag af chokoladekagen i bunden.
Bred derefter hindbærmoussen ud på bunden, og læg en ny bund ovenpå. Læg så et lag blåbærmousse og læg den sidste bund på som låg. Omvikl bradepanden med madfilm og sæt den på køl gerne natten over

Pyntning af kage:
Kagen løftes op af bradepanden (brug madfilmen til at løfte i, og vend den evt. på hovedet, hvis det er nemmest), og lægges på serveringsfadet.

Lav en smørcreme af følgende:
250 g smør
250 g flormelis
Citron eller limesaft

Rør smørret blødt og put flormelis i - smag til med citron eller lime.

Brug en dejskraber til smøre creme på siderne og ovenpå kagen.

Sæt vaffelrør fast på siderne - til denne opskrift er der brugt 2 hele dåser vaffelrør (kan for eksempel købes i Bilka eller Super Brugsen)

Pynt med frugt eller bær ovenpå kagen, og sørg for at dække kagen, så man ikke kan se toppen.

Brug et bånd til at binde omkring kagen, så vaffelrørerne kan stå lige, og sæt til sidst kagen lidt på køl igen, så smørcremen kan sætte sig.

Som jeg startede med at skrive, er det lidt tidskrævede. Men det er det hele værd, og der er kage nok til 25-30 personer. Og så er den ikke teknisk svær.


God weekend:-)





onsdag den 19. juni 2013

Karameliseret brownie

Er du til en god, solid, klistret og chokoladetung brownie med lidt ekstra snask, er denne her lige sagen.
Brownien er af den tunge slags og er toppet med kondenseret mælk inden bagning, hvilket giver et lækkert knasende låg.
Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift.

Men i princippet kan din yndlingsbrowie sagtens bruges i stedet. Jeg toppede kagen med 100 g. store stykker hvid chokolade, inden den kondenserede mælk kom ovenpå ( i opskriften er der brugt lys chokolade).

Jeg må sige, at kagen er MEGET bedre efter en nat på køl, og den er super lækker til is:-)

mandag den 17. juni 2013

Boganmeldelse af "Politi"

Jo Nesbø er udkom i sidste uge med sin tiende bog i serien om politimanden Harry Hole.

Jeg er en meget ivrig læser, og Harry Hole serien er min yndlingsserie. Derfor var der sat lidt ekstra læsetid af lige omkring udgivelsesdatoen:-)
De godt 500 sider blev tygget igennem på to dage og en halv nat, og bogen kan varmt anbefales.
Spændingsniveauet er højt fra start til slut, og Jo Nesbø har lavet en super god efterfølger til resten af serien

søndag den 16. juni 2013

Bryllup, fest og en kæmpe trøffel

Min weekend har stået på bryllup, dejlig mad og fest og farver. Men ikke noget, der blev kreeret i eget køkken. Derfor bliver dette indlæg blandet med lidt stemningsbilleder og opskrift på en kæmpe trøffel, som brudeparret fik som en del af underholdningen.







Og så til trøflen. Bruden er ret glad for trøfler, og derfor havde vi som en del af underholdningen lavet en basse af en trøffel til dem. 1,6 kg vejer den!.




Opskriften:
ca. 1 springform med bagt chokoladekage
1 færdig købt mazarintærte
Ca. 2 spsk. kakaopulver
200-300 g. hindbærmarmelade
1 flaske romessens
Krymmel

Kagerne smuldres, kakao og marmelade røres i sammen med romessens. Vurder undervejs hvor meget marmelade der skal bruges, for at kagen hænger ordentlig sammen. Tril den til en stor kugle og rul den i krymmel. Sæt kæmpetrøflen på køl, så de sætter sig.

Nb. Man kan selvfølgelig også lave små almindelige trøfler i stedet:-)

fredag den 14. juni 2013

Fredagssnack - müslibarer med hvid chokolade og hindbær

Når vi er på tur, har vi næsten altid en form for müslibarer med - de er nemme, smager godt, og kan varieres i det uendelige. Og så er de jo perfekte til fredagssnack.

Denne version er med hvid chokolade og frysetørret hindbær - en rigtig lækker kombination.




Til en bradepande på 20 x 25 cm.:

100 g. smør
80 g. brun farin
1 tsk. honning
250 g havregryn
150 g. kondenseret mælk
Ca. 100 g. hvid chokolade
Frysetørret hindbær efter behov.

Smelt smør, farin og honning. Tag gryden af varmen og rør havregryn i. Rør derefter kondenseret mælk i.
Lad blandingen køle lidt ned og bland derefter de valgte ingredienser i massen.  Her er chokoladen hakket groft, og hindbærrene bare drysset i som de er.
Massen hældes i en bradepande beklædt med bagepapir og bages ved ca. 200 grader ca. 15 min. Tjek løbende - den skal blive lysebrun, men ikke mere end det.

Kagen skæres ud i barer, når den er kølet lidt ned.

Man kan bruge lige det man har i skabet. For eksempel mørk chokolade, kokos, tørret frugt, nødder eller kerner.

Rigtig god weekend:-)




tirsdag den 11. juni 2013

"Kål" slaw til sommerens grillmad

Det, at finde spændende grønt tilbehør til sommerens grillede kød, kan godt være en udfordring. I virkeligheden er det jo kødet, der er det mest interessante i hele grillprocessen:-)
Denne her "kål" slaw kan bruges til alle typer af kød; lyst, mørkt, til pølser og marineret kød. En god og nem måde at få sine grøntsager på, og den kan godt konkurrere med den traditionelle kartoffelsalat.  "Kål" slawen kan sagtens spises lige efter tilberedning, men er også lækker dagen efter, da marinaden rigtig har givet smag. Det bliver sådan en sur/sød marinade, som passer super godt til kålen.



"kål" slaw til 4-6 personer

1 spidskål
1 rødløg
1 håndfuld mandler
1/2 dl. æblecidereddike
1/2 dl. god olivenolie
Salt
Sukker eller evt. sødemiddel


Spidskålen og rødløg hakkes i fine strimler/ringe. Æblecidereddike og olivenolie blandes og smages til med salt og sukker (eller sødemiddel, hvis man vil undgå sukker).
Olie/eddike blandingen hældes over grøntsagerne og blandes godt sammen, og til sidst drysses med finthakkede mandler.

Velbekomme:-)

mandag den 10. juni 2013

Sommerfrokost med pulled pork og wraps

Wraps er god sommermad, da det er nemt, lækkert og hurtigt.
Til weekendens udflugt var der også wraps med. Fuldkornswraps smurt med god pesto og fyldt med pulled pork, salsa og salat - behøver jeg at nævne, at det smagte godt? :-)


Det er nemt til madpakken, til frokost hjemme eller til aftensmad suppleret med en god salat eller grøntsagsstave. De er lækre varme, men fungerede altså også rigtig fint kolde.



Svinet var købt færdigmarineret i slagterafdelingen i den lokale Super Brugsen. Dejlig smag og nemt at sætte den i ovnen ved 100-120 grader og blot vente på, at kernetemperaturen når de magiske 93 grader. Det tog ca. 7 timer her, og så fik den lige den sidste time på grillen - lækkert og nemt.

søndag den 9. juni 2013

Velkommen til min blog - Opskrifter, oplevelser og optur:-)

Første indlæg på min blog er endelig klart -det skal fejres med en kage...

I går var vi på familietur til Aalborg Zoo, og derfor var der pakket madpakker, snacks og kage ned i køletasken.
Kagen var virkelig lykkedes. En fantastisk brownie med cremet top og lækkerier ovenpå. Smagfuld, cremet, let saltet, chokoladetung sag, med sprød skorpe.



 
Opskriften er fra Leila Lindholms "One more slice", og kommer her inkl. de småjusteringer jeg lavede.
 
Til en bradepande bruges følgende:
350 g blødt smør
6 dl. sukker
3 dl. god kakao (jeg brugte Valrhona)
1 dl lys sirup
1 tsk. salt
6 æg
3 dl. hvedemel
 
 
Smør og sukker piskes lyst og cremet, hvorefter kakao, sirup og salt røres i. Æggene røres i et af gangen, og til sidst vendes melet i massen.
Kagen bages i 30-35 min. ved 175 grader.
 
Når kagen er afkølet laves den cremede top:



 
1,5 dl. piskefløde
0,5 dl. mælk
1 dl lys sirup
200 g. god mørk chokolade


 
Fløde, mælk og sirup koges op. Flødeblandingen tages af varmen og den finthakkede chokolade røres i til masse bliver ensartet og blank. Glasuren hældes over kagen, hvorefter man putter lækkerier på toppen. Jeg brugte salte peanuts, hakket Milka chokolade, usaltede pistacienødder og miniskumfiduser - lækker, lækker kage til alle lejligheder!

Så er vi ligesom i gang, ikke?